De billigste billetter kræver tålmodighed!
Af Thomas Christensen |
Grundig research og en god portion tålmodighed er den eneste vej frem, hvis du vil så billigt afsted på ferie som overhovedet muligt. Prisen på den samme rejse kan nemlig ændre sig i løbet af dagen!
Engang behøvede man kun Spies- og Tjæreborg-katalogerne for at sikre ferien til sol, strand og swimmingpool. I dag findes der et væld af rejsebureauer og søgesider på nettet, så man kan skræddersy rejsen og nøjes med flybilletterne, hvis man selv booker hotel eller lejlighed.
Jungle at finde rundt
Men de mange søgesider kan være lidt af en jungle at finde rundt i. Der er nemlig et utal af forskellige søgesider, og mulighederne er derfor mange.
Det mener Lars Thykier, der er direktør i Danmarks Rejsebureau Forening:
”Der er så mange søgemaskiner, at det er skræmmende. Og man får ikke det hele med på nogen af dem, for de viser kun rejser fra udbydere, som de får penge af,« siger han. |
|
Søg online og væbn dig med tålmodighed
Er man opsat på den billigst mulige rejse, må man væbne sig med tålmodighed og foretage samme søgning på forskellige tidspunkter.
For søger man online, ændrer priserne sig i løbet af en dag - selv på de samme flyvninger hos de samme rejseselskaber.
”Det er udbud og efterspørgsel. Hvis udbyderen vurderer, at rejsen kan sælges dyrere i dag end i går, sættes prisen op. Hovedreglen er, at jo tættere vi kommer på afgang, des højere er prisen,” siger Lars Thykier.
Her finder du de bedste søgesider
Vi har herunder samlet en liste over, hvor du kan starte med at søge efter din sommerferie. Vi har delt den op i tre kategorier.
Første kategori er til søgning efter flybilletter, næste kategori er til søgning efter hoteller og den sidste kategori er til søgning efter både fly og hoteller (pakkerejser). Held og lykke med eftersøgningen!
Tip til billige billetter:
- Sider som Expedia, Travelstart og Travellink søger i priser hos både flyselskaber og netrejsebureauer. Man kan dog ikke være sikker på, at alle flyselskaber er med. For eksempel viser maskinerne ikke priser på RyanAir, der flyver fra Billund.
- Søg flere gange over et par dage - priserne ændrer sig hele tiden.
- På flere af siderne kan man acceptere at rykke rejsen et par dage eller skifte fly undervejs. Det giver bedre chancer for billige billetter.
- Har rejseselskabet ikke en dansk adresse, man kan henvende sig på, er rejsen ikke dækket af Rejsegarantifonden. Netadresser, der ender på .dk, er ikke nok.
- Tjek charterselskabernes priser. Nogle gange kan det betale sig at købe en rejse med et billigt hotel og kun bruge flybilletterne, hvis man har anden bolig på feriemålet.
Har du nogle kommentarer eller ris/ros til denne artikel?
Skriv til mig på redaktion @ e-guiden.dk og kom med din feedback.
|